Det politiske spektrum i danmark

Det danske parlament, Folketinget, består af en række medlemmer, herunder to repræsentanter fra Færøerne og to fra Grønland. Disse vælges for en fireårig periode ved almindelige valg, omend parlamentet kan opløses før tid. Valgretsalderen er fastsat til 18 år. Herudover findes der 40 tillægsmandater, som fordeles således, at den samlede sammensætning af mandater mellem partierne bliver så matematisk præcis som muligt.

Der eksisterer en spærregrænse for repræsentation på to procent. Ændringer af grundloven kræver først vedtagelse i to på hinanden følgende folketing og skal efterfølgende bekræftes ved en folkeafstemning. Siden da har den danske monark accepteret princippet om ikke at kunne udpege en regering, der mødes med mistillid fra flertallet i Folketinget.

Det var dog først med grundloven af 1953, at det formelt blev bestemt, at Folketinget kan udtale mistillid til en regering, som herefter må træde tilbage eller udskrive nyvalg. Politiske partier Efter Junigrundloven i 1849, hvor Danmark overgik fra enevælde til konstitutionelt monarki, dannede der sig tre primære grupperinger i Rigsdagen: Venstre, Højre og Centrum.

I løbet af 1800- og 1900-tallet opstod der egentlige folkepartier med tilknyttede vælgerorganisationer, og kort efter århundredskiftet blev det danske firepartisystem etableret: Højre, som senere blev til Det Konservative Folkeparti, Venstre med rødder i Det Forenede Venstre fra 1870, Det Radikale Venstre stiftet i 1905 samt Socialdemokratiet grundlagt i 1871.

Denne partistruktur forblev i det væsentlige uændret indtil 1960. Industrialiseringen og udvidelsen af den offentlige sektor gjorde det politiske landskab mere komplekst. Socialistisk Folkeparti samlede fra 1959 vælgere til venstre for Socialdemokratiet, og ved det markante jordskælvsvalg i 1973 opnåede tre nye partier valg til Folketinget: de midtsøgende Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne) og Centrum-Demokraterne samt Fremskridtspartiet, der oprindeligt var et protestparti.

Ved siden af vælgerne udøver diverse interesseorganisationer en væsentlig indflydelse. Fagforbundene og LO har haft en tæt organisatorisk forbindelse til Socialdemokratiet, mens de store erhvervsorganisationer i en vis udstrækning samarbejder med de to store borgerlige partier, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Landbrugets organisationer arbejder især sammen med Venstre. Fra omkring 1970 har græsrodsbevægelser mobiliseret tilhængere omkring specifikke politiske emner. Eksempelvis har Folkebevægelsen mod EF, kvindebevægelsen, Danmarks Naturfredningsforening, fredsbevægelsen og miljøorganisationen NOAH med succes præget politikken, og Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) var i 1970'erne medvirkende til, at der aldrig blev opført kernekraftværker i Danmark.

Det danske partisystem minder om de øvrige nordiske landes. På venstrefløjen har Socialdemokratiet været dominerende, omend ikke i samme grad som i Sverige og Norge. Til venstre for socialdemokraterne findes flere mindre partier, hvoraf Socialistisk Folkeparti er det mest betydningsfulde. I det politiske centrum har Venstre og det noget mindre Radikale Venstre været de toneangivende kræfter.

På højrefløjen har Det Konservative Folkeparti traditionelt været det ledende parti. I 1972 opstod desuden et mere aktivistisk højreparti, Fremskridtspartiet. Dette blev senere splittet, og et nyt parti på højrefløjen, Dansk Folkeparti, blev stiftet i 1995. Siden 1990'erne har Venstre været det førende parti på den borgerlige side.

Partiet har samtidig bevæget sig længere mod højre. Dansk politik har været præget af mindretals- og koalitionsparlamentarisme. Det har medført, at de parlamentariske forhold har været mindre stabile i Danmark end i det øvrige Skandinavien. Socialdemokraterne har traditionelt lænet sig op ad de radikale, men denne støtte har aldrig været garanteret. De radikale har ligeledes samarbejdet mod højre.

På den borgerlige fløj har Venstre og de konservative sædvanligvis indgået i et tæt samarbejde.