De fire årstider anbragte børn

Indholdet kan have stor betydning, idet LFS Nyt i de kommende udgivelser retter opmærksomheden mod konceptet om lige muligheder. Vi har anmodet en række repræsentanter fra diverse organisationer og fagområder om at belyse chancelighed set gennem deres faglige linse. Som socialfaglig konsulent hos De 4 Årstider på Nørrebro vil jeg indlede med en fortælling. Den omhandler Hans, som tilbragte en betragtelig del af sin opvækst som anbragt.

Han valgte pludseligt at forlade skolen og vendte aldrig tilbage til uddannelsessystemet. Hans reagerede på den voldsomme udstilling af den følelse af anderledeshed, som mange anbragte bærer på. Jeg har i næsten to årtier arbejdet med børn og voksne, der har erfaring med anbringelse. Først som psykoterapeut ved rådgivningscentret Baglandet i Aarhus og aktuelt i min stilling hos De Fire Årstider i Københavns Kommune.

Denne baggrund har givet mig en omfattende indsigt i, hvordan anbragte børn betragter deres omverden. Samtlige anbragte får udarbejdet en paragraf 50-undersøgelse af deres person og familieforhold. Heri beskrives svigt, udfordringer og dybt private detaljer meget udførligt. Der lægges planer for individets personlige vækst, skoleforløb, fritidsliv, venskaber og relationen til familien.

Efter ethvert møde føres der journal, og på døgninstitutionerne dokumenteres dagligdagen i logbøger. Alle disse registreringer opleves som ekstremt stemplende, og man føler sig som en åben bog for systemet. Samtidig hersker der usikkerhed om, hvem der reelt har adgang til denne viden. Man føler sig derfor under konstant observation og vurdering af omgivelserne, hvilket ofte opleves gennem et negativt filter.

Det skaber en automatisk stresstilstand i mig. Det begrænser min evne til at være nærværende sammen med andre mennesker i betydelig grad. Jeg mister kontakten til nuet og oplevelsen af den faktiske virkelighed. Jeg anvender store mængder energi på at overbevise mig selv om, at det blot er mine egne forestillinger, men jeg er ude af stand til at stoppe tankerne.

Det er utroligt destruktivt - og netop dette udgør en væsentlig barriere for lighed i muligheder. Børn i anbringelse må bære på mange faktorer, der skaber massiv ulighed: økonomisk knaphed, kulturel fattigdom, billedet af de voksne som værende uden for arbejdsmarkedet eller på overførselsindkomst, samt byrden ved at have haft en opvækst i en dysfunktionel familie eller på en institution eller hos fremmede.

Disse omstændigheder er velkendte, og man er bevidst om, at der kræves en indsats her, hvis man skal opnå reel chancelighed. Men de færreste er klar over den hindring, der ligger i at føle sig gennemsigtig og konstant være placeret i et skarpt projektørlys, der kun eksponerer ens svage sider. Dette kan meget vel være den mest gennemgribende barriere af alle. Hvis vi skal skabe fundamentet for lige chancer, må denne barriere nedbrydes.

Det skal ske gennem støttende samtaler og terapi til dem, der rammes af det. Men mest af alt skal vi forebygge, at følelsen overhovedet opstår. Det gør vi ved at praktisere fuld åbenhed over for børnene omkring processerne og ved at informere dem grundigt om, hvem der modtager hvilke oplysninger. Desuden skal vi tydeliggøre tavshedspligtens betydning, så de kan have fuld tillid til den under alle omstændigheder.

Lighed i muligheder for anbragte kræver, at vi anerkender stigmatiseringen og oplevelsen af at være blottet og gennemskuet. Vi skal arbejde dedikeret og kreativt på at mindske disse nedbrydende følelser. Sociale netværk.